134 : Beslutning om fripladsordning for træskibe i Holbæk gl. havn

 

Sagsgang og sagstype

Udvalget for Kultur og Fritid, Økonomiudvalget og byrådet.

Beslutningssag

Indstilling

Koncerndirektør Erik Kjærgaard Andersen indstiller, at der træffes beslutning om:

  1. at gøre fripladsordningen for træskibe i Holbæk Gl. Havn permanent indenfor de rammer som beskrives nedenfor.

Beskrivelse af sagen

Holbæk byråd besluttede i 2013, at lave en fripladsordning for træskibe i Holbæk Gl. Havn med en prøveperiode på 2 år. Holbæk Kommune har nu udarbejdet en evaluering af fripladsordningen og på baggrund heraf, skal Byrådet træffe beslutning om en fremtidig fripladsordning for træskibe.

Formål med fripladsordning for træskibe i Holbæk Gl. Havn.

Formålet med fripladsordningen for træskibe i Holbæk Gl. Havn er at styrke rammerne for et autentisk og fortættet træskibsmiljø i havnen i overensstemmelse med Holbæk Kommunes visionsplan for Holbæk Havnefront.

Fripladsordningen er led i den kommunale kerneopgave ”Vækst & Bæredygtighed”. Fripladsordningen er med til at bevare kulturhistorien og samtidig styrke Holbæks identitet som en by med attraktive kultur og byrumstilbud til borgere og turister.

Fripladsordningen understøtter sammen med den ny renoverede Værftsbygning den maritime identitet og det levende byrum, som er ved at blive skabt på Holbæk Havn. Denne udvikling skal også ses i lyset af den årlige begivenhed ”Holbæk i Pinsen”, der har havnen som omdrejningspunkt.

Fakta om fripladsordningen 

I dag har 13 træskibe fået tildelt en friplads i Holbæk Gl. Havn. En friplads indebærer at skibsejeren er fritaget fra at betale havneafgift. Enhver anden driftsudgift skal afholdes af skibsejeren.

Rammer for fremtidig fripladsordning:

Holbæk Kommune har udarbejdet en evaluering af fripladsordningen ultimo 2014/primo 2015. Det anbefales at gøre fripladsordningen permanent, men i prøveperioden (2013-2014) er der konstateret en række uhensigtsmæssige konsekvenser, som forsøges elimineret via følgende anbefalinger til rammer for den fremtidige fripladsordning:

  • Havnebassinet er et aktiv, der skal udnyttes bedst muligt. Derfor skal havnebassinet fortsat kunne bruges af betalende gæstesejlere, samt af andre publikums- og turismerettede aktiviteter. Der skal sikres et konstruktivt samarbejde mellem Brugerrådet for fripladsordningen og Holbæk Kommune, hvormed det sikres, at gæstesejlere kan rummes i bassinet.
  • Fripladsordningen skal fortsat kunne rumme projektskibe, men der skal stilles klare krav til aktivitet og renoveringsfremdriften af skibene. Såfremt der ikke sker den fornødne udvikling på projektskibe skal retten til friplads bortfalde, hvormed Holbæk Kommune vil begynde opkrævning for havnepladsen
  • Brugerrådet har fortsat kompetencen til at anbefale etablering af nye fripladsaftaler, men det er Holbæk Kommune, som træffer endelig afgørelsen om tildeling af friplads. En friplads medfører ikke ret til en fast kajplads, men en ret til en plads i Holbæk gl. Havn anvist af Holbæk Kommune. Holbæk Kommune har ret til at anvise en alternativ kajplads – både for en periode og permanent.
  • I takt med den øvrige udvikling af havnearealerne i Holbæk by, skal placering af de forskellige bådtyper (gæstesejlere, erhvervsfiskere, faste bådpladser, træskibe etc.) indtænkes, så placeringerne er hensigtsmæssige.
  • Holbæk Kommune ønsker at understøtte muligheden for at drive erhverv i/på Havnen. Skibe med erhvervsmæssig aktivitet vil dermed prioriteres først.
  • Omfanget af det nuværende fripladsareal bør fastholdes. Dog kan der justeres i placeringen, dels af hensyn til det overordnede princip om at fastholde et fortættet træskibsmiljø omkring ét havnebassin og dels for at tilgodese andre publikumsrettede aktiviteter.
  • Kravene til aktiv formidling af træskibene og den maritime kulturarv samt skibenes vedligeholdelsesstand skal skærpes. Brugerrådet skal involveres heri. 
  • Det tilstræbes, at der i brugerrådet opnås enighed om afgørelser, men Holbæk Kommune er myndighed på Havnen, og kan dermed træffe afgørelser, som ikke nødvendigvis harmonerer med de fremsatte ønsker i Brugerrådet.

Økonomiske konsekvenser

Fripladsordningen indebærer en fraskrivelse af et potentielt indtægtsgrundlag, idet Holbæk Kommune ikke vil kunne opkræve havneafgift for de kajarealer, som benyttes af træskibe med friplads.

Dette skal ses i forlængelse af det i øvrigt vigende indtægtsgrundlag for Holbæk Havn i 2015, som følge af generelle takstnedsættelser for havneområdet jf. byrådsbeslutning den 10.december 2014, punkt 220. samt nedlæggelse af Holbæk Havn som international erhvervshavn.

En permanent fripladsordning vil dog samtidig skabe bedre rammer for byliv og turister i Holbæk havn og de deraf forventede øgede indtægtsmuligheder for byen og kommunen.

Sagshistorik, henvisninger

Beslutning om etablering af fripladsordning – prøveperiode: Byrådet, 13/03 2013.

 

Beslutning i Udvalget for Kultur og Fritid den 01-06-2015

Indstilles godkendt

Beslutning i Byrådet den 17-06-2015

Godkendt.

Fraværende: Christina Krzyrosiak, A.

Beslutning i Økonomiudvalget den 10-06-2015

Indstilles godkendt.

Bilag

Bilag 1: Evaluering Fripladsordning for Træskibe (2014-2015)

Bilag 2: Bilag I (træskibe havnekort med lodsbåd).pdf

Holbæk Træskibslaug, Midtermolen 3.  4300 Holbæk. CVR-nr. 36260173.

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk